Guide til
Opbevaring af madrasser
Forkert opbevaring af madrasser kan give en masse unødige problemer, når madrassen igen tages frem fra madras opbevaring. Du bør undgå fugt, belastning og skæve positioner, der kan gøre både madras og evt. rammen på en boxmadras skæv. I denne artikel får du en række gode råd til, hvordan du undgår at din madras tager skade under opbevaring.
Forlæng levetiden på din madras
Har du brug for at opbevare en eller flere madrasser i kortere eller længere tid, er det ikke ligegyldigt hvordan du gør det. Ved korrekt opbevaring forlænger du madrassens levetid betragteligt, og kan derved have glæde af en behagelig og komfortabel madras i rigtig mange år.
Det kan være at madrasserne står og venter på en ny ejermand eller at junior flytter hjemmefra. Hvis du gerne vil passe godt på madrassen, indtil den igen skal benyttes, så læs videre nedenfor. Her får du en række gode tips og tricks til, hvordan du sørger for, at din madras holder længe under opbevaring, uden at miste komfort.
Undgå fugt ved madras opbevaring
Der en række ting, du bør undgå i forbindelse med madras opbevaring. Uanset om der er tale om skum-, latex-, spring- eller boxmadrasser, er alle typer madrasser sårbare overfor fugt. Derfor er det vigtigt at du ikke opbevarer din madras i fugtige kældre, skure eller på lofter med store temperaturudsving. Et opbevaringsmiljø med en stabil temperatur, der ikke har alt for store udsving i løbet af opbevaringsperioden, vil derfor være anbefalelsesværdig.
Hvis din madras bliver angrebet af fugt, skimmel eller bliver jordslået ved forkert opbevaring, kan det være næsten umuligt igen at gøre den anvendelig til en behagelig nattesøvn. Det vil naturligvis være ærgerligt, at få gode madrasser ødelagt på grund af fugt, så den nærmest kun er værd at køre direkte på lossepladsen, når du finder den frem igen.
Rengør madrassen inden opbevaring
Du bør altid rengøre madrassen grundigt inden opbevaring. I enhver madras vil der ophobe sig støvmider, sved og døde hudceller, som bl.a. vil kunne skabe dårlig lugt under en opbevaring. En damprenser er særdeles effektiv til rensning af madrasser. Hvis der er pletter på madrassen, vil disse som regel kunne fjernes med en blanding af rengøringsmidlet rodalon og vand. Hvis du ikke selv har mod på at rengøre og/eller rense madrassen, er der også mulighed for at få det gjort professionelt.
Indpakning af madras er vigtigt
For at beskytte din madras bedst muligt mod støv, snavs, insekter eller andre skadedyr, bør du altid pakke madrassen ind i plastik eller en madraspose inden den sættes til opbevaring, og forsegle madrasposen med tape. Sørg selvfølgelig for at madrassen er gennemtør, inden du pakker den ind. Madrasposer fås i forskellige materialer, bl.a. plast og papir og er med til at sikre, at du kan tage madrassen direkte ud af opbevaring og anvende den igen med det samme.
Opbevar madras liggende og ved stabil temperatur
Hvis du f.eks. vælger at opbevare madrasser i et opvarmet depotrum, er det vigtigt at rummet er temperaturreguleret og fugtfrit. Samtidig må der ikke være for varmt i rummet, da det kan skade madrassens komponenter, forårsage svagheder i materialer og skabe dårlig lugt.
Til sidst skal man huske på, at alle madrasser er designet til at ligge fladt på et underlag. Det anbefales derfor ikke at man opbevarer madrasser opretstående eller på siden i længere tid, eller f.eks. placerer møbler eller andre tunge ting ovenpå madrassen. Opbevar madrassen i den position, som den er udviklet til at være placeret i: altså liggende på et fladt og stabilt underlag.
Madras opbevaring? Den klarer Boxdepotet
Opbevaring af madrasser, senge og møbler tager meget plads i hjemmet. Har du ikke plads til madras opbevaring hjemme hos dig selv, så kan du med fordel leje et depotrum i en af Boxdepotets fem afdelinger, der er beliggende i Hadsten mellem Aarhus og Randers, Horsens, Otterup nær Odense, Assens på Vestfyn og i Hedensted mellem Vejle og Horsens.
I Boxdepotets moderne depotrumsfaciliteter har du mulighed for at leje et opvarmet depotrum, der matcher dit behov i forhold til størrelse og lokation. Depotrummene egner sig perfekt til opbevaring af madrasser, da samtlige rum er opvarmet via gulvvarme og holder en stabil temperatur og luftfugtighed året rundt.